Aktuelle Biofilm

A+ A A-

Stille Hjerte Verdenspremiere

Pressemeddelelse

Torsdag den 7. august 2014

Bille Augusts nye spillefilm ”Stille hjerte”

får verdenspremiere på

San Sebastián Film Festival,

hvor den er udtaget til hovedkonkurrencen

San Sebastián Film Festival har netop offentliggjort, at Bille Augusts nye spillefilm ”Stille hjerte” er udtaget til hovedkonkurrencen. Den prestigefulde San Sebastián Film Festival bliver afholdt fra 19.-27. september og hører til blandt verdens mest betydningsfulde film festivaler sammen med bl.a. Cannes, Berlin og Venedig. ”Stille hjerte” får verdenspremiere i San Sebastián lørdag den 20. september og danmarkspremiere den 13. november.

 

Bille August har været udtaget til konkurrencer og vundet priser på internationale film festivaler overalt i verden med sine tidligere spillefilm. Bille August modtog Den Gyldne Palme i Cannes første gang i 1988 for ”Pelle Erobreren”, der også modtog både en Golden Globe og en Oscar, og anden gang i 1992 med ”Den gode vilje”, men det er første gang han skal på den røde løber i San Sebastián.

Bille August har i ”Stille hjerte” samlet et hold af Danmarks mest populære skuespillere omkring sig - Ghita Nørby, Paprika Steen, Danica Curcic, Morten Grunwald, Pilou Asbæk, Jens Albinus og Vigga Bro.

”Stille hjerte” er et familiedrama om tre generationer af en familie, der samles over en weekend. Søstrene Sanne og Heidi har accepteret deres syge mors ønske om at dø, før sygdommen forværres, men som weekenden skrider frem, bliver morens beslutning sværere at håndtere, og gamle konflikter dukker op til overfladen.

”Stille hjerte” får danmarkspremiere den 13. november som en del af Biografklub Danmark programmet.

”Stille hjerte” produceres af Jesper Morthorst for SF Film Production. Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut v/ Markedsordningen og finansieret i samarbejde med SF Film A/S, TV2 Danmark og Film Fyn.